Hvad er S&P? Forståelse af Standard & Poor's kreditvurderinger

Selvom firmaet leverer en række finansielle forskningstjenester, er de mest kendt for deres kreditvurderinger.

Historie om S&P

S & Ps historie kan spores tilbage til 1860, da Henry Varnum Poor udgav ”Historien om jernbaner og kanaler i USA.” Otte år senere grundlagde Poor og hans søn H.V. og H.W. Poor Co, et firma dedikeret til at levere finansielle statistikker over jernbaneselskaber. I løbet af de næste fem år blev Poors selskab et af de førende firmaer på Wall Street. Senere, i 1919, blev virksomheden omdøbt til Poor's Publishing.

Et par årtier senere kom en anden finansiel visionær med ambitioner svarende til Poor's. Luther Lee Blake ønskede at give økonomiske oplysninger til alle virksomheder, og for at bringe denne drøm til live, oprettede Blake Standard Statistics Bureau i 1906. Mens Poor skabte manualer med økonomiske data om jernbaneselskaberne, skabte Blake 5 × 7-tommer kort med finansielle nyheder. I 1913 begyndte Blake også at producere fuldstændige rapporter om aktier og obligationer efter at have købt Babson Stock and Bond Card System.

Standardstatistik og fattig publikationsfusion

I 1920'erne begyndte både Poor's Publishing og Standard Statistics at give ratings til virksomheder, der reflekterede deres evne til at imødekomme gæld. Mens Poor's Publishing håndterede virksomhedsobligationer, vurderede Standard Statistics kommunale værdipapirer. Det var kun naturligt, at disse to parallelle enheder i sidste ende ville samarbejde, og i 1941 fusionerede Standard Statistics og Poor's Publishing til at blive Standard and Poor's Corporation.

I løbet af det næste årti blev Standard og Poor's Corporation en succesrig virksomhed inden for finansielle tjenester på trods af de økonomiske udfordringer, som 2. verdenskrig bragte, kun et år efter deres fusion.

Fremskridt efter krigen drage fordel af computerindustrien

Efter 2. verdenskrig anerkendte S&P muligheden for at udnytte de nylige fremskridt inden for automatisering af computere for at udvide deres tjenester og indflydelse. De havde sporet et indeks på 90 bestande, men var interesseret i at give mere omfattende realtidsdækning.

I 1957 takket være ny teknologi var de i stand til at introducere S&P 500, der sporet 500 offentligt ejede virksomheder på en vægtet basis i henhold til deres markedsværdi. Uden større fremskridt inden for computerbranchen ville det ikke have været muligt at spore et så stort indeks.

Udvidelse af tjenester og produktudbydelser

I 1966 blev Standard and Poor's købt af McGraw-Hill Companies. McGraw-Hill Companies besluttede at udvide Standard og Poor's ratingtjenester, og i 1974 begyndte de at debitere udstedere for de ratings, de leverede. I 1976 anerkendte Securities and Exchange Commission Standard and Poor's som en nationalt anerkendt statistisk vurderingsorganisation (NRSRO).

I 1980'erne udviklede Standard og Poor's kontorer i London og Tokyo og blev en global virksomhed. I dag er S&P et af de store tre kreditvurderingsbureauer. I øjeblikket bruger alle tre virksomheder lidt forskellige vurderingsskalaer, der er baseret på Fitch's model.

Detaljer om S&P-vurderingsskalaen

S&P udviklede den standardvurderingsskala, der blev brugt af de andre store kreditvurderingsbureauer til at vurdere både kort- og langfristet gæld. Evalueringer kan være særligt nyttige til at forstå kreditværdigheden hos obligationer og obligationsudstedere. De kan imidlertid også bruges til at måle en virksomheds samlede økonomiske sundhed, selvom en investor ikke er interesseret i at købe en obligation. F.eks. Kunne en person, der har brug for forsikring, se til et forsikringsselskabs S&P-vurdering for at forstå, hvor sandsynligt de er i stand til at udbetale et krav.

S&P klassificerer al gæld som "investeringskvalitet" eller "ikke-investeringsklasse", hvilket hurtigt afspejler, hvor "risikabel" denne gæld er. Et gældsinstrument, såsom en obligation, klassificeres som investeringskvalitet, hvis S&P mener, at der er en stor sandsynlighed for, at debitor er i stand til at tilbagebetale denne gæld. På den anden side er et gældsinstrument, der ikke er af investeringskvalitet, et, som S&P finder, at udstederen kan have en vanskelig tid med at tilbagebetale.

S&P klassificerer alle enheder, der udsteder gæld, de gennemgår efter følgende skala:

1. AAA, AA +, AA og AA- (Meget høj kapacitet til at tilbagebetale lån). S&P giver en AAA-rating til enhver låntager, der har en ekstrem høj kapacitet til at tilbagebetale sin gæld. Selvom gældsinstrumenter med AA +, AA og AA-ratings ikke opfylder de strenge kriterier for at opnå en AAA-rating, har de stadig en meget høj kapacitet til at tilbagebetale deres lån på grund af deres økonomiske stilling og holdning til tilbagebetaling af gæld. Med andre ord anses de for at have en meget lav chance for misligholdelse.
2. A +, A og A- (Stærk kapacitet til at tilbagebetale lån). Nogle låntagere er økonomisk stabile under de nuværende økonomiske forhold. S&P erkender dog, at visse virksomheder, selvom de er stabile nu, vil have mere vanskeligheder med at tilbagebetale deres lån, hvis de økonomiske forhold ændrer sig. Derfor vurderer S&P disse gældsinstrumenter som A +, A eller A-.
3. BBB +, BBB og BBB- (Tilstrækkelig kapacitet til at tilbagebetale lån). Nogle låntagere har en mere beskeden evne til at tilbagebetale deres lån end andre. Disse låntagere har vist, at de er forpligtet til at tilbagebetale deres lån og har kapacitet til at gøre det. Imidlertid er deres evne til at tilbagebetale mindre sikre og mere sårbare over for skiftende økonomiske forhold end de tidligere ratings. Evnen til at tilbagebetale er mindre sikret og mere sårbar over for skiftende økonomiske forhold end de tidligere ratings. Dette er de laveste obligationsklassificeringer, som S&P tildeler.

Udstedere af investeringsgrad har en høj kapacitet til at tilbagebetale deres gæld. Imidlertid vil låntagere blive vurderet som ikke-investeringsklasse, hvis S&P er mere usikker på deres evne.

Ratingskalaen for obligationer i spekulativ kvalitet (som generelt er højereudbyderne på grund af risikopræmien) er beskrevet nedenfor:

1. BB +, BB og BB- (mindre sårbare speculative obligationer). S&P tildeler disse ratings til låntagere, der står over for en række løbende problemer, der rejser bekymring for deres evne til at tilbagebetale gæld. Nogle gældsinstrumenter er imidlertid mindre sårbare end andre overfor økonomiske kortsigtede forhold, såsom midlertidige renteændringer. Hvis et firma falder ind under denne kategori, tildeler S&P det en rating på BB +, BB eller BB-.
2. B +, B og B- (Mere sårbare speculative obligationer). S&P tildeler en "mere sårbar" rating til et gældsinstrument, der i øjeblikket har evnen til at tilbagebetale sin gæld, men som meget sandsynligt vil blive udsat for udfordringer, hvis økonomiske eller økonomiske forhold ændres. Selvom disse virksomheder ikke rejser nogen større bekymring under de nuværende forhold, er de afhængige af meget gunstige betingelser for at fortsætte med at tilbagebetale deres gæld i fremtiden.
3. CCC, CC og C (aktuelt sårbare spekulative obligationer). S&P vurderer et firma som ”aktuelt sårbart”, hvis det står over for problemer, der begrænser dets evne til at opfylde sine gældsforpligtelser. I modsætning til ovennævnte spekulative obligationer står låntageren allerede overfor store udfordringer og har en højere risiko for misligholdelse, hvis de økonomiske forhold ændres. En låntager tildeles en CCC-vurdering, hvis den i øjeblikket er sårbar. Imidlertid kan en låntager også modtage en rating af CC, hvis S&P er bekymret for, at firmaet er på randen af ​​konkurs. Endnu værre kan en C-rating tildeles en låntager, der har indgivet en konkursbegæring.
4. D (standard). S&P tildeler en D-rating til ethvert selskab, der allerede har misligholdt sine forpligtelser. Det er klart, at dette er den dårligste rating, som enhver låntager kan modtage.

Hvordan S&P adskiller sig fra andre vurderingsbureauer

Selvom der er mange ligheder mellem de ratingskalaer, der bruges af S&P og de andre kreditvurderingsbureauer, har S&P en anden filosofi og metode. S&P er nemlig kun fokuseret på sandsynligheden for, at en låntager vil misligholde.

Måling af sandsynlighed for standard kontra potentielle tab

Andre kreditvurderingsbureauer, såsom Moody's, er interesseret i de potentielle tab, en investor vil have. Når disse agenturer foretager ratings, vurderer de, hvor lang tid det kan tage for en låntager at misligholde. De overvejer også det tab, investorerne vil blive udsat for, hvis der opstår en standard.

For eksempel giver Moody's låntagere en højere rating, hvis en standard ikke vil være meget dyre for investorerne. S&P er dog kun fokuseret på sandsynligheden for, om der vil opstå en standard.

Forskellige statsgældskrav

Forskellen mellem modellerne forklarer, hvorfor ratings for virksomheden kan variere markant mellem ratingbureauer. Denne forskel kan være indlysende i statsgældsklassificeringer, som delvist forklarer, hvorfor S&P nedjusterede De Forenede Stater efter debatten om at hæve det nationale gældsloft, mens Moody's og Fitch ikke gjorde.

De andre kreditvurderingsbureauer mente, at hvis De Forenede Stater misligholdt sin gæld, ville misligholdelsen højst vare i et par uger. De troede også, at misligholdelsen ikke ville koste investorer et betydeligt beløb. Derfor mente de, at De Forenede Stater stadig var en ret sikker investering. S&P mente imidlertid, at De Forenede Stater ikke længere demonstrerede en ekstremt høj evne til at tilbagebetale sine gældsforpligtelser og fjernede den fra sin AAA-rating.

At give investorer øjebliksbillede af gældsforpligtelse

Ifølge Reuters spaltist Felix Salmon positionerer S&P sig ikke som investeringsrådgiver. I modsætning til Moody's og Fitch giver det ikke investorer et samlet overblik over risikoen forbundet med et gældsinstrument. I stedet giver det blot investorer et øjebliksbillede af en låntagers sandsynlighed for at opfylde sine gældsforpligtelser.

Det endelige ord

Ratingbureauer er specialiserede i at vurdere virksomhedernes kreditværdighed, så investorer lægger stor vægt på deres mening, når de forsøger at fastlægge risikoniveauet, der er forbundet med et gældsinstrument. Disse investorer lægger særlig vægt på udtalelsen fra det mest respekterede ratingbureau i verden: S&P.

Ikke overraskende kan investorer være opmærksomme på gæld, der er blevet opgraderet af S&P, og de kan dumpe obligationer, der er blevet nedjusteret. Derudover kan S&P's mening væsentligt påvirke moralen for investorer overalt i verden, hvilket fremgår af markedsudviklingen efter at S&P nedgraderede De Forenede Staters statsgæld.